Podcasts med en personlig afsender stormer fremad. Nogle af de sidste par års helt store lyttermagneter har alle et personligt afsæt – De er fortalt i et JEG. Men hvad kan de? Og hvordan laver man dem? Det kan I læse vores bud på her.
Et klart JEG, der taler gør, at podcasten straks skiller sig ud – man spidser ører – fordi formidlingsformen er så direkte. Man får lyst til at lytte med fra første øjeblik. Fordi det er så råt for usødet. Så autentisk. Her er noget på spil. Stemmen lyder troværdighed, ægte, nærværende.
Vi lytter, fordi vi kan høre på stemmen, at denne historie er vigtig for fortælleren!
Hvad er en jeg-fortæller?
Helt overordnet – Som fortæller er man den tro væbner, der holder lytterne i hånden og guider dem gennem historien.
JEG-fortælleren er særlig god til reportage, fordi man guider lytteren igennem sine egne beskrivelser og overvejelser. Den er også fremragende til rekonstruktion – hvor man kan genfortælle begivenheder, der ikke er blevet optaget.
Førstepersonsfortællinger – altså JEG fortællinger – kan også være med til at skabe mere spænding og drama end en neutral fortæller, og det kan åbne for historier, der ikke lader sig fortælle på anden vis.
Som førsteperson refererer fortælleren til sig selv som “jeg”, og synsvinklen ligger hos en bestemt person – JEG’et – der på den måde gør sig selv til medvirkende – måske ligefrem til en af hovedpersonerne.
Hvad gør jeg'et for lytteren?
Podcasten er et oplagt medie for JEG-fortællinger, fordi lytteren selv danner sig en indre film ud fra de billeder, man som journalist/tilrettelægger skaber for dem.
Det er jo i modsætning til levende billeder hvor, hvis man fx ser et menneske på skærmen, så får man en masse input fra kropssprog, udseende, mimik tøjstil og så videre.
For at fungere bedst skal JEG-fortælleren give nok informationer til, at man som lytter forstår, hvorfor netop dette menneske eller emne er interessant. MEN ikke så mange informationer, at lytteren drukner og mister sammenhængen. Informationerne skal være sigende detaljer, som kan fremkalde historien bedst muligt, så skal lytteren nok selv skabe forbindelsen mellem personen og fortællingen.
Former for JEG-fortællinger
At være JEG-fortæller betyder ikke nødvendigvis, at man skal fortælle sin EGEN historie. Man kan sagtens vælge en jeg-form, selvom man ikke selv har nogen aktier i historien.
- Fortælleren gør sig selv til hovedperson i historien – At gå all ind
Fortælleren gør Jeg’er som undersøgende journalist. – en klassisk måde
Det kan nogen gange blive betragtet som en kliche, når værten – eller JEG’et – går i perlegrus ned ad en vej og fortæller, hvad hun skal ind at undersøge. Men der er ingen tvivl om, at det kan virke utrolig godt i forhold til at få lytterne engageret og med på rejsen. Serial er det verdenskendte eksempel på den form – i klassisk: Who’s done it still?Det virker fordi reporteren bruger sig selv til at drive fortællingen fremad. Det her er spændende, fordi JEG fortæller dig, at det er det. Grebet kan også bruges til at fortælle historier, der ellers aldrig var blevet en historie. Historien eksisterer kun fordi reporteren fortæller os den. Fordi hun insisterer på, at det her er en vigtig fortælling. Fordi hun engagerer os i hendes undersøgelse. Her rekonstruerer hun scener, som vi oplever igennem hendes øjne. Der opstår en fortrolig imellem hende og os som lyttere.
Fortælleren gør sig selv til medvirkende
F.eks. hvor JEG’et er en pårørende, som så selv bliver en aktiv del af historien. Flere af denne slags fortællinger opstår af “nød” – fordi hovedpersonen ikke lever længere – eller fordi man ikke kan fremskaffe sig informationer om, hvor de er. Eller andre årsager til, at den egentlige hovedperson ikke kan/vil være med.JEG’et optager sig selv eller hvor JEG’et bliver interviewet frem
Som tilrettelægger kan man vælge at lade sin medvirkende fortælle i et jeg i en speak, som man kan bruge til at flette historien sammen med. Det er noget, som man kan aftale sig frem til på forhånd. Og hvor man fungerer mere som instruktør end som journalist. Man kan hjælpe sin medvirkende med at skrive speaken med dem (det har jeg selv gjort med stor succes flere gange. Fx da jeg lavede Corona for Børn, hvor det var en 12-årig, der fortalte historien i et “JEG” – som jeg så havde hjulpet ham med at formulere og skrive ned. Ud fra interviews og de snakke, vi havde haft. Man kan også gå helt over i ghostwriter-rollen, hvor man skriver et forslag selv – som de så retter til med deres egne ord og formuleringer, sanseindtryk og detaljer.Eller man kan også få dem til at optage selv – i en lyddagbogsform, hvor man på forhånd har givet dem en ramme til, hvordan de skal præsentere sig selv.
Endnu en metode er at man kan interviewe JEG’et frem i en moment-interview-stil, hvor man bagefter kan klippe sig selv helt ud, så det fremstår, som om det er den medvirkendes helt egen fortælling.
Hvordan kommer jeg selv i gang?
Start med at genfortælle en af dine egne historier som JEG-fortæller.
Man kan også forestille sig, at man er i biografen og skal se sin historie som film. Hvad skulle der til, for at den blev så spændende, at du gerne ville se den færdig?
En tredje vej frem kunne være at starte med at skrive hele historien ned. Ikke fint og floromvundet, men bare i ord, som om du ville fortælle den til en god ven. Brug dit eget sprog og skriv, hvad det er for en historie, du oplevede eller gerne vil fortælle. Ved denne øvelse opstår der et naturligt dramaturgisk flow. Metoden er særlig god, hvis du har tabt overblikket over dit materiale.
Prøv derefter at indtale den – så får du en fornemmelse af længden – og du kan bruge den som maske inde i dit redigerings program – Så har du faktisk allerede din historie klar! Senere kan du så bruge maskespeaken til at bygge alt det andet op omkring. Hvis du får interviews, reportage, arkivklip, lyde, musik osv., så kan du lægge det ind til at forstærke fortællingen – og måske gradvist fjerne noget af maskespeak. Og så indtale den på ny, når du synes, din fortælling er færdig.
Dette var en stribe af vores greb og metoder til, hvordan man skaber en stærk JEG-fortælling.
Når vi er så glade for denne slags fortællinger er det, fordi det faktisk ikke er så svært, som man skulle tro – og lytterne elsker det. Vi har alle en fortælling i os. Og metoden her er særligt god for debutanter.
Mange af podcastsne i denne genre, der er blevet rigtig store lyttermagneter er lavet af begyndere. Folk, der har en ganske særlig historie på hjertet. Som bare SKAL fortælles.
Vi håber I har fået inspiration til at kaste jer ud i det. Og glæder os til at lytte til jeres historier.
Lyt til gode eksempler på jeg-fortællere her