Boost din podcast med reportageelementer fra virkeligheden

Rejs dig op og kom ud af studiet! Denne artikel giver dig 10 gode råd og fif til at lave reportager uden for studiet.

Langt de fleste podcasts bliver optaget i et studie med vært og gæster, der taler sammen. Disse talks fungerer godt, men ved at tilføje reportager, altså optagelser fra virkeligheden, kan du højne kvaliteten af dine udsendelser. Det giver også et godt perspektiv på og nogle gode miljøskildringer af det, du taler om.

Måske har du en smule berøringsangst i forhold til at bevæge dig ud af studiet. Det er trygt at sætte sig om bag mikrofonerne, og det er lettere at have kontrol over, hvad der skal foregå. Reportage kan være vanskeligere at lave og virke temmelig uoverskueligt:

Hvor skal man starte, og hvad er vigtigst i processen, når man har besluttet sig for, hvad man gerne vil ud i virkeligheden at optage?

Her får du 10 gode råd til at podcaste ude fra virkeligheden

 
 1. Anskaf dig din egen optager og/eller en god mikrofon
 

Der er nok at holde øje med, når du er på optagelse: Kilder, der siger noget andet, end du havde forventet; en gravko buldrer voldsomt i baggrunden; en flok skoleunger, der kommer syngende forbi og støjer på ens optagelse. Alt sammen noget, der tager dit fokus.

 Derfor er det en klar fordel at kende sin optager godt, så du ikke skal bruge mere opmærksomhed end højest nødvendigt på den. Det kendskab får du bedst ved at have din egen – eller som minimum bruge den samme model hver gang. Så slipper du for at sidde og rode med knapper, som du ikke er helt sikker på, hvad skal bruges til.
 
 Vurder hvad det er, du har brug for af udstyr, også i forhold til den genre, du primært har tænkt dig at arbejde i. Reportage kræver én slags udstyr, mens mere stilfærdige samtaler kræver noget andet. Der er masser af muligheder for at investere i gode optagere, som ikke koster en formue.
  

Ny teknik er ikke nødvendigvis en garant for god lydkvalitet. Den gamle, analoge Nagra-båndoptager, der optog på spolebånd, havde en fantastisk lydkvalitet, og en Zoom-recorder, der efterhånden er en gammel tante, optager stadigvæk god og gedigen lyd. Så hop ikke nødvendigvis på, at nyt er bedst.

2. Start med en all-round mikrofon

 Det vigtige er, at du sørger for at vælge noget udstyr, der passer til dit niveau, din interesse og viden om teknik. Der er ingen grund til at købe noget overkompliceret, hvis det kun bringer stress og manglende overblik med sig. Langt det meste kan, især i begyndelsen, klares med en god, stabil optager, der kan tilsluttes eksterne mikrofoner.
  

Start med en all-round mikrofon, som du kan bruge til det meste, og så kan du opgradere dit udstyr i takt med, at du får nye og mere avancerede behov. Hvis du skal lave rundbordssamtaler, anbefales det, at der er en mikrofon til hver deltager. Mange vælger også at låne eller leje sig ind i et lydstudie.

 Du kan til nøds også bare vælge at investere i en god mikrofon til din telefon, men sørg for, at den kan tilsluttes med et solidt stik, som ikke bliver til en løs forbindelse lige med det samme. Det er super frustrerende at komme hjem med optagelser, der skratter eller falder ud, fordi mikrofonstikket ikke sidder ordentligt fast.
  

Start som udgangspunkt med at optage i mono – og vent med stereo, til du er hjemme i de grundlæggende færdigheder. Stereomikrofoner kan være drilske, og det kan også give et større arbejde i redigeringen.

3. Bliv fortrolig med dit udstyr

Dit optageudstyr skal fungere som din forlængede arm, derfor er det vigtigt, du opnår en høj grad af fortrolighed med din optager. Øv dig hjemmefra. Optag dig selv, din kat eller dine børn (og gem optagelserne; de kan blive guld værd senere i livet!). Gå en tur med din optager og prøv den af i forskellige situationer, så du får stresstestet både dig selv og maskinen.

Det er vigtigt, at du ved, hvordan det ser ud og lyder, når optageren overstyrer og giver grim og skrattende lyd. Hvor langt skal du fx holde mikrofonen fra munden, hvis du pludselig får behov for at råbe eller af anden grund tale meget højt. Tilsvarende skal du kende mikrofonafstand i studiet, hvis du skal optage en rundbordssamtale om noget sjovt, hvor deltagerne bryder ud i høj latter, som i værste fald kan ende med at være ubrugeligt, fordi det hele er blevet til digital skratten.

Omvendt dur det heller ikke at blive forsigtig og optage al ting så lavt, at det nærmest ikke kan høres, fordi du er bange for at overstyre. Mange tror, at der bare kan skrues op for optagelsen i redigeringen, men det er meget svært at rette op på for lav lyd bagefter.

Den eneste måde at få en klar fornemmelse af niveauet er at få det prøvet af, så du er helt sikker på, hvad der kan lade sig gøre og hvad ikke.